I det meste af mit liv var der to slags videospil: dem du spillede derhjemme og dem du spillede på en håndholdt. Der var en klar skelnen. Selv når der kom en kraftfuld enhed, som PlayStation Vita med dens “konsolkvalitets”-grafik, kunne du stadig stort set altid kende forskel; spil havde deres egen følelse baseret på platformen. Metroid på GameCube var meget anderledes end Metroid på Game Boy Advance. Men det hele ændrede sig, da Nintendo Switch lanceredes for fem år siden.
Jeg faldt over kraften i Nintendos tablet på en unik måde. Tilbage i 2017 fik jeg til opgave at anmelde The Legend of Zelda: Breath of the Wild, et gigantisk åben-verden-spil, der ændrede den klassiske Zelda-formel. Jeg startede med at spille det i min stue, ligesom jeg havde med tidligere spil i serien. Det føltes rigtigt. Men så skulle jeg dække Game Developers Conference i San Francisco, hvilket betød timer brugt på fly, på hotelværelser og ventetid i lange køer inde i Moscone Center. Alle disse øjeblikke blev brugt på at udforske Hyrule – og det faktum, at jeg problemfrit var i stand til at komme videre fra, hvor jeg startede derhjemme, viste sig at være transformerende. (I et personligt surrealistisk twist, den dag jeg var færdig med at skrive anmeldelsen, kunne jeg også bruge en time på at chatte med spillets instruktører.)
Det er naturligvis ikke en situation, de fleste mennesker vil befinde sig i. Men det gjorde bare pointen endnu mere klar: Switchen er en enhed, der er designet til at passe ind i dit liv, selvom du har et virkelig mærkeligt job, som jeg gør. I en verden, hvor spil er mere krævende for din tid end nogensinde, med daglige quests og åbne verdener, der kan strække sig over hundredvis af timer, var dette en stor sag. Umiddelbart efter Breath of the Wild, når jeg spillede et stort spil – uanset om det var Mass Effect eller Persona – ville jeg ønske, det var på Switch. (Men seriøst, hvordan er det muligt, at Persona 5 ikke er blevet porteret endnu?)
Og jeg er ikke den eneste. Fans, der tigger efter Switch-versioner af deres favoritter, er blevet et meme på dette tidspunkt, og Switch-versionen af Fortnite – som oprindeligt ikke var kompatibel med PS4-versionen – hjalp med at indlede vores nuværende æra, hvor spil på tværs af platforme er en forventet funktion for store live-service-titler, fordi spillere blev så sure.
/cddn.com/cddn.com/cdn /uploads/chorus_asset/file/22873309/cfaulkner_210921_4751_0010.jpg)
Dette ønske om at tage videospilsverdener med mig strækker sig nu ud over Nintendos hardware. Der er spil på tværs af platforme, der understøtter mobil; Xbox-spil, der fungerer på tværs af pc, konsol og skyen; abonnementstjenester som Apple Arcade og Game Pass, der fungerer på flere enheder; og – mest spændende – en helt ny enhed i Steam Deck, der udvider konceptet til alle de uspillede spil fra mit Steam-bibliotek.
Alt det sagt, efterhånden som linjerne mellem konsol og håndholdte er forsvundet, har vi mistet noget bemærkelsesværdigt. Jeg følte det især, da Nintendo 3DS blev udgået: Der er noget meget specielt ved spil designet omkring begrænsningerne af en håndholdt enhed, som nu stort set ikke eksisterer. DS-æraen var et kreativt højdepunkt for Nintendo og dets partnere, med alt fra opfindsomme versioner af Zelda til vidunderlige touchscreen-mærkeligheder som Nintendogs og Electroplankton. Skift titel Metroid Dread ville sandsynligvis ikke eksistere, hvis det ikke var for sin forgænger Samus Returns. Heldigvis lever den ånd stadig som noget af en niche gennem produkter som Analog Pocket og PlayDate.
Når det kommer til at spille spil på tværs af enheder, er tingene ofte stadig rodede. Platformeksklusivitet og irriterende grænseoverskridende begrænsninger betyder, at du ikke altid har den slags frihed; tingene er ikke altid så problemfrie som at tage en switch fra sin dock og tage et spil med dig. Men takket være til dels Switchen, har de sidste fem år set en dramatisk forbedring i, hvor tilgængelige spil kan være på tværs af enheder. Jeg er for flov til at fortælle dig, hvor mange enheder jeg har installeret Fortnite på, men det er mange.
Dette har til gengæld forbedret mit forhold til spillet, ligesom jeg har haft BOTW på Switch gjorde. Platformen har ikke kun ændret, hvordan jeg ser på spil – den har fået mig til at værdsætte dem på en helt ny måde.