USA, alle EU-medlemsstater og 32 ikke-EU-lande har annonceret en “Declaration for the Future of the Internet”, der opstiller prioriteter for en “åben, fri, global, interoperabel , pålideligt og sikkert” internet. Det fremhæver mål som overkommelighed, netneutralitet og fjernelse af ulovligt indhold uden at begrænse frit udtryk – selvom det giver få detaljer for at nå dem.
Den tre sider lange erklæring, også opsummeret af Det Hvide Hus og Europa-Kommissionen, tilbyder en bred vision af nettet samt en blanding af mere specifikke spørgsmål for dets 61 underskrivere. “Vi er forenet af en tro på potentialet af digitale teknologier til at fremme forbindelse, demokrati, fred, retsstaten, bæredygtig udvikling og nydelsen af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,” begynder dokumentet. Men “adgang til det åbne internet er begrænset af nogle autoritære regeringer, og onlineplatforme og digitale værktøjer bruges i stigende grad til at undertrykke ytringsfrihed og benægte andre menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.”
Erklæringen understreger, at internettet bør være decentraliseret og globalt sammenkoblet, og siger, at lande bør “afstå fra at underminere den tekniske infrastruktur, der er afgørende for internettets generelle tilgængelighed og integritet.” Det er en implicit afvisning af “splinternettet”, et internet, der er fragmenteret af lande, der forbyder tjenester og lukker ned for onlineadgang. Det er et modspil til visionerne fra lande som Rusland og Kina (hvoraf ingen er underskrivere), der har stærkt begrænset adgang til udenlandske websteder og apps. Det modsiger også mislykkede ukrainske anmodninger om at afskære Rusland fra globale domænetjenester.
Det afviser implicit en “splinternet”-fremtid
Dokumentets diskussion af privatliv og sikkerhed afspejler tiltag, som EU især har taget i de senere år, herunder den generelle databeskyttelsesforordning (GDPR) og Digital Services Act (DSA), som vil pålægge webtjenester større forpligtelser til at fjerne ulovligt indhold og forhindre skade på brugerne. Den fordømmer brugen af ”algoritmiske værktøjer eller teknikker” til overvågning og undertrykkelse, herunder sociale kreditscorekort – et koncept, som EU har vejet lovgivning imod, efter at det blev allestedsnærværende i Kina.
Underskrivere er også enige om at opretholde principperne om netneutralitet og “afstå fra at blokere eller forringe adgangen til lovligt indhold, tjenester og applikationer på internettet”, selvom det ikke diskuterer love, der kan forhindre private internetudbydere i at gøre det. Det er ikke klart, hvordan dette sprog ville passe sammen med underskriverregler som Storbritanniens Online Safety Bill, som kræver, at virksomheder reducerer synligheden af ”lovligt, men skadeligt” onlineindhold.
De fleste af principperne dækker gennemtråkket jord, men nogle detaljer er mindre tæt knyttet til nutidige reguleringsdebatter. Underskriverne er enige om at samarbejde om at “reducere så meget som muligt det miljømæssige fodaftryk fra internettet og digitale teknologier,” for eksempel. Denne forpligtelse kunne komme i spil, når nationer udforsker regulering og adoption af kryptovaluta, som ofte er energikrævende. På trods af dens navn er erklæringen dog bred nok til, at den ikke fortæller os meget om, hvordan lande vil forme fremtiden for internettet – i hvert fald ikke mere, end deres regulering allerede har.