Mario Strikers: Battle League gør fodbold både enklere og mere kaotisk

Der er få ting i livet, der ikke forbedres med tilføjelsen af ​​destruktive røde skaller og glatte bananskræller. Det viser sig, at fodbold ikke er nogen undtagelse. Mario Strikers: Battle League er Nintendos seneste forsøg på et fodboldspil i arkadestil, og det er en oplevelse, der er både strømlinet og kaotisk. Det betyder, at det er nemt at samle op og spille, men også at der sker en masse, og det tilbyder både dybde til dygtige spillere og nogle genveje til nybegyndere. Det følger meget af den samme etos som Mario Kart, kun du sparker en bold rundt i stedet for at kramme kurverne på Rainbow Road. Det er utroligt sjovt – men for at få mest muligt ud af det, skal du helt sikkert tage nogle venner med.

I sin kerne er Strikers en strippet version af almindelig fodbold. Banen er meget mindre, mere på linje med en basketballbane end en fodboldbane, og kampene er fem mod fem. (Du kan kontrollere de fire spillere i feltet, mens målmændene altid håndteres af AI.) Typiske kampe varer kun fire minutter, og de kan ikke ende uafgjort; hvis det sker, skifter spillet til en “golden goal”, hvor det første mål vinder spillet.

Det er selvfølgelig Nintendo, vi taler om, så der er meget mere i det end bare almindelig fodbold i mindre skala. Ligesom i Mario Kart er der ting, der kan vende kampens skud, lige fra de førnævnte bananskræller og skaller til Bob-ombs, der midlertidigt efterlader et enormt krater på banen. Angribere er også meget mere voldelige end rigtig fodbold. Ikke alene kan du sprænge dine modstandere i luften eller slå dem ud med en rød skal, men der er ingen fejl i spillet, så du kan tackle dem uden frygt for konsekvenser. Faktisk er der ikke mange regler overhovedet, så forvent ikke fodbold-grundlag som hjørnespark eller straffe her. Nogle karakterer bruger endda deres hænder.

En af de store tilføjelser til spillet er noget, der kaldes et hyperstrike; efter at have samlet den rigtige genstand, kan en spiller affyre et særligt ladet skud, der, hvis det går ind, tæller for to mål. Disse er vanskelige at udføre – du skal lade op uden at blive tacklet samt gennemføre en tidsbestemt udfordring for at få en chance for at score – men de kan virkelig ændre dimensionen af ​​en kamp. Jeg har ikke haft meget succes med dem, men jeg har helt sikkert mistet et forspring eller to, fordi jeg ikke kunne stoppe et hyperangreb.

Det er virkelig min vigtigste takeaway fra Strikers gameplay: det er hurtigt og kaotisk og fører til noget utroligt frem og tilbage gameplay. Det er meget ligesom basketball, hvor begge hold kører til nettet konstant. Dette skyldes kombinationen af ​​hastighed, et mindre spillefelt og genstande, der hurtigt kan ændre tingene. Hvis der er én ting, jeg har lært, så er det, at ingen leder er sikker i Mario Strikers: Battle League. Det er også et spil med en overdreven mængde personlighed; karakterer hygger sig på sjove måder, og stadionerne er faktisk to hjemmearenaer, der er smadret sammen. Det er nok til også at gøre det til en sjov tilskuersport.

Som med de fleste arkadespil er Strikers meget sjovere at spille med andre mennesker. Og du kan tage en masse venner med: Det understøtter op til otte spillere gennem lokal multiplayer, og disse kampe kan blive særligt vilde, især hvis du ikke arbejder som et hold. Det er måske ikke rigtig fodbold, men det kræver stadig en vis grad af strategi og koordination, når du spiller som en gruppe på fire. Strikers har også, hvad der ser ud til at være en ret robust online-mode – deraf Battle League-titlen – hvor spillere kan slutte sig til klubber med andre spillere og arbejde sig op ad en konkurrencestig sammen. Desværre var jeg ikke i stand til at teste dette før lanceringen, men det ser ud til at være en vigtig del af oplevelsen.

Afvejningen er dog, at Strikers er meget mindre interessant som en enkeltspilleroplevelse. Og det er ikke, fordi spillet ikke er sjovt at spille alene – for det er det. Jeg har virkelig nydt at presse nogle hurtige kampe af Mario-fodbold, mens jeg ser rigtig fodbold på tv'et. (Jeg skal også bemærke her, at Strikers kører meget godt i bærbar tilstand.) Spillet har en række turneringer, du kan spille gennem solo, men de er ikke specielt spændende. I modsætning til f.eks. pokalerne i Mario Kart, er turneringerne ikke så forskellige fra hinanden. Udfordringen øges, og der er modstandere med forskellige færdigheder. Men bortset fra et sejt nyt trofæ i slutningen, er der ikke meget, der adskiller turneringerne.

Men du vil stadig gerne spille igennem dem, fordi vindende turneringer giver dig penge, som kan bruges til at låse op for hver karakter, hvilket er en af ​​de mest tilfredsstillende dele af Strikers. Gear fungerer på en måde som en færdighedsrespekt. At udstyre en hjelm eller et par handsker vil forbedre en færdighed – som for eksempel hastighed eller styrke – på bekostning af en anden. Når du har en hel masse udstyr, kan du helt tilpasse, hvordan dit hold spiller. Det gør ikke nødvendigvis karaktererne mere dygtige, men lader dig i stedet justere lineup’et, så det passer bedre til din spillestil. Lige nu har jeg en meget hurtig prinsesse Peach, som elsker at spurte ned ad fløjene og få den perfekte aflevering til min dødbringende angriber Yoshi. Ingen er særlig stærk, men det er derfor, jeg har en vildledende kraftfuld Waluigi i forsvaret.

Denne evne til at tilpasse karakterer er en del af grunden til, at jeg er spændt på at opleve Strikers online, og Nintendo har også sagt, at det vil understøtte spillet med gratis indhold efter lanceringen, inklusive nye karakterer. (Den nuværende rollebesætning har 10 spilbare karakterer.) Så det ser ud til, at der er en solid fremtid forude for spillet. Kernen i Strikers er fantastisk, og det er særligt godt med venner. Men manglen på en kødfuld singleplayer-oplevelse er en nederdel. Du vil næsten helt sikkert have det sjovt med det, men hvor meget afhænger helt af dine holdkammerater.

Mario Strikers: Battle League lanceres på Nintendo Switch den 10. juni.